Vi er samlet her i dag, for at tage afsked med årgang 98’s ponytid. En tid vi aldrig får igen. Det har været et eventyr, og i alle eventyr er der altid en uhyggelig del, men det skal der ogsa° være. For uden den dårlige del, kan man ikke glæde sig over den gode slutning. Og det er slutningen nu, og historien endte bestemt godt, og netop derfor er det sa° sørgeligt at vi slutter lige her.
Men selvom det er trist, må vi se tilbage på alle vores oplevelser med ponyerne med et smil.
Vi har været gennem en kæmpe udvikling, fra da vi startede med at sætte os på en pony for første gang på en rideskole, hvor vi fik af vide, at vi først lærte at ride ordentligt når man var faldet af 100 gange. Da vi var gode nok, blev det til klubstævner, og nu er vi kommet så langt til landsstævner, og nogle af os internationale stævner.
Vi husker nok alle sammen, som var det i går, da vi red for første gang. Det har alligevel været en lang proces, en proces fra vi startede, og til i dag, hvor vi har lært at tage ansvar, sat os mål, og kæmpet benhårdt for at nå dem.
Det er fantastiske egenskaber allerede at have. Noget som mange mennesker aldrig nogensinde lærer.
Dengang vi startede, virkede det som om der var utrolig lang tid til det var vores tur til at sta° her og være færdige med det hele. Men det er vi nu; lige nu. Helt færdige, og klar til at tage det næste skridt i livet. Vi skal alle ud og opleve noget hver især, om det er pa° hest, eller nogle tager en anden vej, sa° bliver det noget nyt og fremmed, som bliver en udfordring for os alle. Men uanset hvor turen ga°r hen, har vi alle fa°et en god start i ponytiden.
Ridning er en krævende sport. Den kan ikke sammenlignes med så mange andre sportsgrene. Bliver fodbolden lidt flad, bliver der bare pumpet lidt mere luft i. Det er ikke så lige til med de små ponyer, hvis de er lidt flade.
Og vi har alle sammen prøvet at de enten var lidt for flade eller lidt for friske. Det er derfor det nok er verdens sværeste sport. Det hele skal gå op i en højere enhed. Det er ikke bare sig selv, man skal holde fit, det er også et andet levende væsen.
Vi får et specielt forhold til vores ponyer, der ikke kan erstattes. Derfor er det hårdt at give slip på dem nu, og for nogle er det allerede sket. Det er et venskab for livet, som aldrig bliver glemt.
De fleste af os er startet på noget nyt, her efter folkeskolen. Når vi fortæller venner og veninder, om vores krævende sport, forstår de os ikke helt, og siger: ”Ej, hvorfor gør du det dog hverdag?” ”Hvordan kan du gide det så meget”.
Jah? Hvorfor er det egentlig vi gør? Hvorfor vælger vi venner, familiekomsammen og fester med klassekammeraterne fra?
Vi gør netop alt dette fordi vi elsker vores ”bedste venner”, og det er bare en tidskrævende sport, hvor at i både regn og slud, skal ponyen ud. Vi får ikke kun et venskab med vores ponyer, også med alle de andre mennesker på stævnepladserne.
Vi har fået venskaber på kryds og tværs, nogle af os også helt i Europa. Vi får et anderledes sammenhold, end fx vores veninder i skolen. Vi har et helt specielt bånd her. Vi er alle så forskellige, men på mange måder er vi så ens. Hele vores liv er bygget op omkring vores sport, vores ponyer. Og ligeså meget som vi elsker at være sammen, gør vores forældre også. Vores forældre får et lige så tæt bånd som vi har, og elsker det ligeså meget. Selvom vi nok alle sammen har hørt den her med ”At vi kunne ligge på Mallorca med all inclusive hver anden måned, hvis ikke vi red så meget”. Det her kunne også godt være muligt for dem, hvis ikke de havde taget os i hånden, og spurgt om vi skulle begynde og ride. Og i må indrømme, det har været det hele vær.
I kørt os land og rige rundt, tilsidesat jeres eget liv, for at vi kan leve vores, og for at vi kan nå vores mål og drømme. Vi håber, at vi en dag, kan give jer ligeså meget igen, som de har givet os, selvom det nok bliver svært at indhente.
Men hele æren skal ikke kun gå til forældrene, uden vores fantastiske landstræner og holdleder, Jette og Rigmor, var det jo heller ikke muligt.
Jette, du er benhård. Men du er det, fordi du kun vil os det bedste, og have at vi bliver så dygtige som muligt. Du har masser af sort humor og godt humør. Du er super obs på vores kost og træning, dog kan den godt glippe engang imellem for dig selv. Du skal ofte have dessert, når vi har været ude og spise, dog er 1 ikke altid nok. Har du fået 1 god dessert, så nupper du også gerne nr. 2. Men man skal jo også huske på at pleje sjælden, så det er helt fint.
Men vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at du nok skal få en masse medaljer og gode oplevelser til Danmark! Det her vil lykkes med din trofaster makker Rigmor.
Rigmor, uden dig var alt dette ikke lykkedes. Du vil alle os piger det bedste, og er altid klar på at give lidt ros med på vejen, hvis man virkelig har fortjent det. Man kan være helt sikker på, at du siger din mening! Du har været med til at give nogle kæmpe oplevelser med alle de dygtige ponypiger både udenlandsk, men også herhjemme. Du er altid sød, rar, sjov og med på lidt skæg. Men udover det, kan du også være benhård og skarp. Man skal komme til tiden til vet-chek, i det rigtige tøj, og nogle gange kan det godt glippe lidt med kommunikationen i udlandet, med fx om der er præmieoverrækkelse til hest eller til fods. Normalt er det ikke et problem, men hvis hesten er flettet op, og man ikke har ordnet hesten, og så får af vide 10 min, inden vi skal være klar, at det alligevel var til hest… Det kan godt give lidt stres i staldene, og ikke mindst hos forældrene. Men problemerne bliver hurtigt løs, da vi her i dressuren har et fantastisk sammenhold både blandt ponyrytterne, men også blandt de lidt ældre ryttere, junior/young riders. Alle er klar til at give en hjælpende hånd, og hurtigt når man at blive klar til præmieoverrækkelse. Både Caroline og jeg, ved at alle ponyryttere, som har været afsted med dig i udlandet eller på hjemmebane, er altid kommet hjem med et smil på læben. Tusind tak for alt den støtte og hjælp i har givet os igennem den ”lange” ponytid.
Og Vibsen selvom du ikke længere er landstræner skal du stadig have et par ord med på vejen. Du har været der for os siden vi var helt små. Du er fantastisk til at give et godt sammenhold, og vi er sikre på at du er en af grundende til at vi i dag har et fantastisk sammenhold på stævnepladserne. Du fortæller os også gang på gang hvor taknemmelige vi skal være for vores ponyer, og det er jo det, det hele handler om.
Og stor tak til Hedensted Rideklub for endnu engang at ligge faciliteter til os, så vi på en ordentlig måde kan få afsluttet vores sidste ponytid. Og tak til alle de mange rideklubber som frivilligt bruger deres weekender på at arrangere stævner til os. Det er vi taknemmelige for.
Caroline og jeg vil ønske alle jer nye samt ældre ponyryttere held og lykke ude på stævnepladserne. Men husk på alle sammen, det hele handler ikke kun at få de røde rosetter ude på stævnepladserne, men at hverdagen med ponyerne er ligeså hyggelige, lærerige og at vi hjemme kan lære at blive en endnu bedre ryttere.
Livet starter for alvor nu og det her har været den bedste måde at starte det pa°. Sa° tak for det I har givet, tak for årene, tak for oplevelserne, tak for alt.